Benny Andersen Prisen

David Adrian Pedersen og De Anbragtes Vilkår vinder Benny Andersen Prisen 2021

Sandra Bjerre og Maria Knudsen fra De Anbragtes Vilkår fotograferet i Bygholm Park efter at have modtaget Benny Andersen Prisen 2021 på vegne af David Adrian Pedersen og De Anbragtes Vilkår. Klik på billedet for at se det i stor størrelse. Foto: Benny Andersen Prisen

“De Anbragtes Vilkår sætter spotlight på en af de største udfordringer i det danske samfund: At vi ikke evner at skabe de rammer for anbragte børn, som man rettelig kunne forvente af et rigt samfund som Danmark! Det er vigtigt at vi får mere fokus på dette store problem, og finder bedre og klogere løsninger.
David Adrian Pedersen gør en stor indsats som ildsjæl, i sin rolle som formand for foreningen.” Skriver dommerpanelet blandt andet i deres begrundelse. De fire dommere er erfarne eksperter i børn og sociale forhold, der alle har både indsigt i børneområdet og erfaring i at vurdere indstillinger.

Der er to formål med Benny Andersen Prisen.  Det ene formål er, at hylde de personer, der yder ekstraordinær og succesfuld indsats for at forbedre vilkårene for et eller flere socialt udsatte børn i Danmark.  Det andet formål er, at synliggøre ’de gode eksempler’, så de kan inspirere andre. Der er ingen krav til, om de indstillede er ansatte eller frivillige eller hvordan de gør en forskel. I årenes løb har vi modtaget flere end 160 indstillinger til Benny Andersen Prisen. Meget mangfoldige og forskellige indstillinger, der viser at Danmark er fuld af ildsjæle, der brænder for at gøre en forskel for børnene.

Sandra Bjerre og Maria Knudsen modtager Snøvsen, blomster og diplom som de synlige beviser på Benny Andersen Prisen 2021. På scenen er desuden en af stifterne af Benny Andersen Prisen, Daniel Nyboe Andersen. Foto: Benny Andersen Prisen

De Anbragtes Vilkår er en interesseorganisation stiftet af tidligere anbragte. De er de anbragtes stemme. De arbejder for at styrke nuværende og tidligere anbragtes vilkår ved at sikre, at deres viden, interesser og ønsker får en tydelig plads i udviklingen af politik og praksis på anbringelsesområdet, med henblik på at udligne forskelle mellem anbragte og ikke-anbragte i Danmark.  ​

Det er De Anbragtes Vilkårs vision at være medskabere af et samfund, hvor anbringelser løfter børn ud af en udsat position og giver dem mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Fordi alle anbragte fortjener en tryg barndom!
Læs den oprindelige indstilling af De Anbragtes Vilkår her.

Benny Andersen Prisen blev overrakt 31. maj foran et publikum af 140 fagprofessionelle deltagere på Børnekonferencen. Prisen blev på konferencen modtaget af Sandra Bjerre og Maria Knudsen fra Silkeborg, der begge har været med helt fra starten og i dag stadigvæk har særdeles aktive roller i De Anbragtes Vilkår. Sandra og Maria fortalte i takketalerne, at de har kendt hinanden i mere end 15 år, siden de mødte hinanden på børnehjem.

Forpersonerne for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen og Leika Fuglsang, har lavet denne præsentationsvideo i forbindelse med prisoverrækkelsen:

Formand David Adrian Pedersen og Næstformand Leika Fuglsang fra De Ansattes Vilkår takker for nomineringen til Benny Andersen Prisen 2021

Tillykke til alle indstillede, nominerede og prismodtagere. Vi er heldige, at vi som land har mange dybt professionelle og engagerede fagpersoner. Alle indstillinger gennem årene og ikke mindst de foregående ti års vindere kan ses på denne side.

Udover blomster, diplom og et eksemplar af Benny Andersens bog Snøvsen, modtager vinderne af Benny Andersen Prisen en symbolsk pengepræmie på 10.000 kr. som vinderne frit kan disponere over til på en eller anden måde, at kan komme nogle af de socialt udsatte, som de arbejder med, til gavn.

Følg Benny Andersen Prisen på Facebook her

2. Pladsen gik til Trivselsgrupper v/ Selvhjælp Silkeborg og Silkeborg Kommune

Kirsti Haven, Christina Juul, Caroline Hahn-Thomsen og Poul Skaarup fra Trivselsgrupper. Foto: Benny Andersen Prisen
Repræsentanter fra Trivselsgrupper i Silkeborg takker for 2. pladsen ved uddelingen af Benny Andersen Prisen 2021. Foto: Benny Andersen Prisen

I samarbejde med Silkeborg Kommune har Selvhjælp Silkeborg oprettet trivselsgrupper for børn og unge på de fleste folkeskoler i kommunen. Der er 5-8 jævnaldrende i samme situation i gruppen, der ledes af to voksne, hvor den ene er lærer eller pædagog på skolen, mens den anden er fra Selvhjælp Silkeborg. Trivselsgrupperne sammensættes efter emne som fx sorg, ensomhed, tristhed eller måske søskende/forældre.

Alle forløb startede som et fælles udviklingsprojekt i 2012, og har siden 2015 været et fastforankret tilbud til børnene i Silkeborg Kommunes grundskoler. Omkring 230 børn har i løbet af skoleåret været en del af et trivselsgruppeforløb. Det overordnede budskab fra de frivillige er, at arbejdet med trivselsgrupperne opleves som meget meningsfuldt og givende for børnene. Trivselsgruppen giver ro og pause fra hverdagen og omverdenen: ”Der sker bare noget magisk”. Børnene kommer gerne og vil gerne fortsætte: ”De går glade derfra og kommer glade igen”.

I indstillingen af Trivselsgrupperne står der blandt andet:
”Siden 2012 har Selvhjælp Silkeborg sammen med Silkeborg Kommune hvert år etableret trivselsgrupper på skoler i hele kommunen.
Trivselsgrupperne ledes i fællesskab af en ansat på skolen og en frivillig fra Selvhjælp Silkeborg. Grupperne samles om forskellige emner som selvværd, generel trivsel og søskende der fylder. Men langt de fleste grupper har det at have skilte forældre som fællesnævner. Der er plads til både grin og gråd i grupperne.
Der er tavshedspligt, og børnene er både trygge ved at kunne dele tanker og følelser uden forbehold og stolte over at være med i en hemmelig klub, hvor man passer på hinandens historier.” Læs hele indstillingen af Trivselsgrupper her

Dommerpanelet understreger, at: ”Mistrivsel er et stort problem for udsatte børn. Ved at give 2.pladsen for Benny Andersen Prisen til dette initiativ, er prisuddelingen med til at sætte fokus på et stort problem – samt give inspiration til et konkret initiativ, som gør noget ved problemet – og som har fået flot evaluering.

Trivselsgrupperne har produceret denne video i forbindelse med nomineringen til Benny Andersen Prisen 2021:

3. Pladsen gik til Sanna Rasmussen og Familiestøtten

Sanna Rasmussen, stifter af Familiestøtten, med diplom og blomster som bevis på 3. pladsen ved uddelingen af Benny Andersen Prisen 2021. Foto: Benny Andersen Prisen

I indstillingen af Sanne Rasmussen og Familiestøtten står der: “Et privat initiativ startet af ildsjælen Sanna Rasmussen, som fik idéen til at matche familier med større børn og overskud af ressourcer, fx tøj, sportstøj, legetøj, med familier med mindre børn og få ressourcer, så nye brugere kan få glæde af det udstyr, som andre ikke længere har brug for.

Familiestøttens mål er at øge livskvaliteten hos børn i familier med få økonomiske ressourcer. Gennem Familiestøtten får de udsatte familier ikke kun lettet deres økonomi, de får også lettet deres dagligdag for en masse bekymringer. De får mere overskud til at være forældre, så børnene kan få lov til at være børn.”

Familiestøtten begyndte som et lokalt initiativ i Køge, der nu er blevet landsdækkende, startet af Sanna Rasmussen, i oktober 2013. Ideen til Familiestøtten opstod efter mange års erfaringer med familier fra udsatte områder, og et indblik i den negative effekt det kan have for børn, at vokse op i en økonomisk presset familie.

Sanna Rasmussen takker for 3.pladsen ved uddelingen af Benny Andersen Prisen på Børnekonferencen 2021. Foto: Benny Andersen Prisen

Familiestøtten hjælper økonomisk udsatte børnefamilier, ved at matche dem med ressourcestærke børnefamilier. De ressourcestærke familier donerer løbende tøj og legetøj til den udsatte familie, og bliver matchet så de har børn af samme køn, men et par år ældre. Visionen er, at “Ingen børn bør udsættes for det pres det kan være at leve i en fattig familie. Vi kan alle ende i en situation hvor vi har brug for ekstra hjælp, og ofte har forældrene gjort alt hvad de kunne. Så er det op til os som samfund, at gøre resten.”

Som der står i indstillingen: ”Børn der lever i fattige familier, lever også ofte et liv fuld af bekymringer. Forældrenes økonomiske frustrationer smitter af på børnene, og mange børn oplever en skyldfølelse og et ansvar, der ikke er meningen et barn skal have. Gennem Familiestøtten får de udsatte familier ikke kun lettet deres økonomi, de får også lettet deres dagligdag for en masse bekymringer. De får mere overskud til at være forældre, så børnene kan få lov til at være børn.”

Læs indstillingen af Sanna Rasmussen og Familiestøtten

Ifølge dommerpanelet tildeles Benny Andersen Prisens tredjeplads 2021 til Sanna Rasmussen og Familiestøtten ”på grund af den vigtige og værdige frivillige indsats og støtte til børnefamilier med manglende ressourcer og netværksdannelsen med familier med ressourcer.”

Nedenfor kan afspilles en præsentationsvideo om Familiestøtten:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *