Helle Berit Kristensen er skoleleder for Hirtshals Skolecenters indsats overfor børn og unge med særlige behov. I den egenskab organiserer hun dette støttearbejde i en folkeskole med 965 elever fordelt på 3 skoler. Det siger sig selv, tror jeg, at det er en stor lederopgave, som let kunne få lederen til at forfalde til kontorarbejde og papirnusseri.
Men ikke Helle. Det administrative klarer hun i en ruf, hvorefter hun bruger rigtig mange timer i vores familieklasse (hvor børn og forældre går i skole sammen – til stor hjælp for begge parter, der i et frirum kan snakke om mange ting, som man ikke kan snakke om derhjemme uden at komme i klammeri) og vores erhvervsklasse, hvor store elever, der er så belastede, at de simpelthen ikke kan klare en almindelig skoleklasse, men glad og gerne kommer i erhvervsklassen, hvor der sker alternative ting som udfordrende ture ud i naturen, arbejde i værksteder, praktikophold i virksomheder osv.
Helle er meget aktiv i udviklingen af den måde, vi støtter elever med særlige behov. Derfor lægger hun op til udvikling og ændring af tingene hele tiden for at tilpasse og forbedre. Pt. er hun i gang med at arrangere studietur til Sverige, hvor man på en skole har udviklet et system, der ser lovende ud, og som Helle får alle med på her på skolen.
Hun er med i kommunens faglige ledergruppe for inklusionsarbejde, hvor Helles arbejdsindsatser ofte bruges som grundlag for videreudvikling på andre skoler i kommunen.
Og som om det ikke var nok, så er Helle aflastningsfamilie for en fysisk og psykisk handicappet pige efter aftale med kommunen og forældrene. I øvrigt i et hjem, hvor Helle bor sammen med sine forældre, der nu er blevet gamle. Da de fik vanskeligere ved at klare sig i egen bolig, så byggede Helle til sit hus, så forældrene kunne få en bolig hos hende. Og naturligvis stod Helle for en stor del af byggeriet selv. At hun er enlig mor til 2 børn, nævnes blot i forbifarten.
Når Helle holder fri (!), så er hun juniorleder og instruktør for de unge golfspillere i Hjørring Golfklub. I den egenskab arrangerer hun golfture til udlandet. Således har hun lige arrangeret en 14 dages golftur til Florida for 12 – 14 unge spillere, og hun fungerer som leder og træner på turen.
Når hun så er hjemme, så kommer der henvendelser fra pensionistforeninger, børnehaver eller sportsklubben for at høre, om hun ikke lige kan komme forbi og undervise i, hvordan man laver bolsjer!
Helle Berit Kristensen er en af de personer, som får vores samfund til at hænge sammen. Jeg synes, hun er fantastisk. Derfor indstiller jeg hende til Benny Andersen Prisen som en beskeden tak for den enorme indsats, hun gør for andre.
Venlig hilsen
Søren Chr. Jensen
Skolecenterleder i Hirtshals Skolecenter
Måske man skulle spørge de forældre der har børn med udfordringer eller særlige behov når man laver en sådan indstilling. For det her er da en stor gang vås. Undskyld mig, men jeg er sikker i min sag, når jeg siger at jeg ikke er alene om denne mening.
Bliver virker fortørnet og meget krænket over at læse det skrevne. Ved ikke om jeg skal le eller græde. Jeg håber at det glansbillede der her tegnes er tydelig for enhver, kun er den glatte blanke forside.