I 2019 stiftede Anni Pilgaard Christiansen Den Frie Digitale Skole (DFDS). DFDS er et online
skoletilbud rettet mod børn, der af forskellige årsager ikke trives i den fysiske skoleform. De fleste
børn går på DFDS, fordi de har været ramt af ufrivillig skolevægring.
På DFDS kan man både have en hel skoledag, hvor man f.eks. går i 8.klasse, og har helt
almindelige fag, man også ville have i en fysisk skole, men der er også muligheder for tilpassede
løsninger, afhængig af, hvad det enkelte barn har behov for.
I øjeblikket går der 300 elever på skolen, men siden 2019 har mere end 1000 børn gået på skolen.
Et stort flertal af dem er kommet i trivsel, de er kommet tilbage til et fysisk grundskoletilbud eller er,
med en afgangseksamen fra DFDS, fortsat på ungdomsuddannelse eller en efterskole.
Børnene på DFDS har ofte, inden de kommer til os, været hjemme uden at gå i skole i årevis. De
er i massiv mistrivsel, og de har ofte opgivet enhver tro på, at de kan gå i skole. De har opgivet
enhver tro på, at de kan få en uddannelse, at livet i det hele taget har noget at byde på for dem og
omvendt, at de har noget, de kan byde samfundet. Deres forældre er af indlysende årsager
pressede, de har i årevis skulle forsøge at balancere i en hverdag med et barn, der er hjemme
uden, at der bliver taget hånd om deres situation, samtidig med at skulle håndtere det pres, det
giver, når ens barn har det så dårligt.
Anni møder familier i krise og indgyder dem håb, og tager dialogen med det enkelte barn, sådan at
barnet langsomt kan åbne sig op mod verden igen. Derved sikrer Anni, at undervisningen tilpasses
barnet – og ikke omvendt. Hvis der er brug for, at skoledagen starter efter kl. 12.00, så gør den det.
Hvis der er brug for, at der i opstarten kun er timer i et enkelt fag, så ordner Anni det. Hvis der er
behov for, at temaet, der arbejdes med, spejler det enkelte barns interesser, så koordinerer Anni
også det. Fordi som Anni siger: ”Undervisningen skal tilpasses barnet ikke omvendt.”
Anni er en ildsjæl, der møder alle børn og forældre med empati og i øjenhøjde. Hun skaber
tilpassede løsninger for det enkelte barn, og er brændende optaget af, at gøre en forskel for hvert
eneste barn. Samtidig er hun åben og realistisk overfor, hvad der er muligt, og hvilke
begrænsninger, der er med en onlineskole. Derfor er et af hendes mantraer, at det bedste, der kan
ske er, at et barn ikke længere har brug for DFDS. Det betragtes som en sejr, når det unge
menneske melder sig ud, fordi de er blevet i stand til at gå i en fysisk skole og har fundet sin egen
plads i samfundet. Anni ved godt, at en fysisk skole er det optimale, så målet er altid, at det skal
lykkes.
Anni har med sin vedholdende indsats, sit store hjerte og sin dybe indsigt i, hvad der virker for
sårbare børn og unge, gjort en forskel for mere end 1000 børn og unge, der har gået på DFDS. Og
hun har gjort en lige så stor forskel for de mere end 1000 familier, hvor forældrene, efter Annis
hjælp, igen kan se en fremtid for deres barn.
Hvis nogen fortjener Benny Andersen Prisen, så er det Anni!
Indstillet af: Nynne Afzelius