Jeg vil gerne indstille Susanne Thunøe fra Thunøe og Co. til årets Benny Andersen pris 2019, da hun i sit virke som coach har specialiseret sig i at hjælpe sårbare børn og unge, der har særlige udfordringer i hverdagen i form af lavt selvværd, social angst, præstations-/eksamensangst, misbrug, generel mistrivsel, psykiske diagnoser, sorg og opvækstrelaterede problematikker. Fælles for de unge er, at de har brug for ekstra støtte og vejledning til at gennemføre en uddannelse og få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Susanne er uddannet folkeskolelærer og har dermed opbygget et solidt pædagogisk grundlag, som hun trækker på i sin relation med børnene og de unge. Sideløbende hermed har hun specialiseret sig inden for arbejdet gennem flere relevante uddannelser. Hun har et indgående kendskab til uddannelsessystemet og stor erfaring i at samarbejde med blandt andet jobkonsulenter, UU-vejledere, misbrugskonsulenter og psykologer. Hun veksler mellem coaching, systemisk familieopstilling, stress- og kognitivvejledning i de individuelle samtaler.
Som person er Susanne et fantastisk og enestående menneske samt ildsjæl, som formår at samle unge op, så de med tiden genvinder overblikket samt troen på sig selv, så de på sigt og igen kan tage ansvar for sig selv, deres liv, egen læring og fremtid. I hendes forløb med de unge er relationen, trygheden og den unges potentiale i fokus.
Susanne er hele vejen igennem ægte, da hun giver utroligt meget af sig selv. Hun strækker sig langt for at lykkes med de unge og til tider, mere end man reelt kan forvente og til tider forlange. Hun er nærværende, empatisk, lyttende, anerkendende og ikke mindst tålmodig, da hun har forståelse for, at et samtaleforløb og resultat ikke kan forceres. Susanne har fokus på det enkelte barn eller unge, og at personen hele vejen igennem har sig selv med, hvis tingene skal lykkes. Hun er ikke bange for at udfordre den unge, så denne oplever følelsen af sejr og af at kunne. I de enkelte forløb formår hun at få den unge til at føle sig unik ift. dennes person og livskrise.
At være coach er ikke kun et job for Susanne, men en livsstil, derfor er hendes kompetencer under konstant udvikling, ligesom hun stiller høje krav til sig selv, så de matcher de unge og deres behov. Hun er dedikeret til sit arbejde og gør en kæmpe forskel for de unge, som hun er i kontakt med, hvilket også omfatter deres familier og private/kommunale samarbejdspartnere.
Sideløbende med hendes individuelle forløb afholder hun mentorkurser for frivillige mentorer, som har til formål at klæde dem på til at støtte og vejlede de unge i deres hverdag samt motivere dem til forandring og udvikling. Ligeledes afholder hun diverse workshops, som har fokus på ”Styrk dig selv – og bliv klar til uddannelse”, workshops for teenagere samt grupper for unge med eksamensangst. Herudover holder hun årligt gratis oplæg om eksamensnervøsitet for studerende på kommunens skoler og gymnasier.
Hun siger ofte selv, jeg har VERDENS BEDSTE job, og vi som kender og bruger hende ift. vores unge, kan kun give hende ret, når vi ser resultatet af hendes forløb, da vi pludselig står overfor unge, som har mod og appetit på livet og fremtiden.
Med venlig hilsen
Janne Matthiassen
Selvfølgelig skal Susanne modtage Benny Andersen prisen.
Hvem ellers?