Jacob Busk Hansen, Klub Korskær Fredericia indstilles til Benny Andersen Prisen 2015.
Jacob arbejder i et klubtilbud for 8-12 årige børn i Korskærparken, et udsat boligområde i Fredericia. Nogle af de ældre unge i området hjælper Jacob med at drive klubben.
Jacob gør en afgørende forskel for omkring 70 børn og unge i Korskærparken. Han arbejder med en høj faglighed og har en særlig evne til at rumme hele familier. Han formår at danne relationer til såvel klubbørn som søskende og forældre. Via netværk og samarbejde med andre professionelle håndterer Jacob altid hver enkelt udfordring med et barn, som var det hans egne børn, det gjaldt. Børnene og deres forældre er trygge ved Jacob, som hver dag er nærværende og engageret i arbejdet med dem alle, hver og en, til hver en tid.
I sit arbejde har Jacob eksplicit fokus på børnenes fritid, og også de muligheder, der er udenfor det traditionelle klubtilbud. Han hjælper i samarbejde med andre aktører i kommunen mange af områdets børn og unge ud i organiserede fritidstilbud og han er ikke bleg for at møde op til f.eks. en boksekamp, hvis et af ”hans” børn deltager. Men Jacobs engagement rækker endnu længere. Han indsamler bl.a. genbrugelige effekter til børnene, såsom soveposer, liggeunderlag, fodboldstøvler, bluser, sko osv. og bringer disse effekter videre til netop dem, som mangler. I januar 2015 indsamlede Jacob sammen med børnene i Klub Korskær 10.500kr til DR ´s ”Gør Gode Gerninger Og Hjælp Andre”.
Jacob er beundret for sit arbejde blandt alle medarbejderne i området og blandt kolleger. Han er meget autentisk i sin tilgang, og er målrettet i sit arbejde med børnene. Han har stor respekt for det enkelte barn og barnets potentielle muligheder, og vil dem det bedste. Alt sammen giver sig tydeligt udslag i det antal børn, der frekventerer Klub Korskær hver eneste dag – der er altid liv og masser af børn. Ved opståen af konflikter, så håndteres de på en respektfuld, omsorgsfuld og autentisk måde. Jacob når helt ind til det enkelte menneske, barn som voksen, han ser det holistiske menneske og dennes relationer og støtter i alle henseender. Jacob er en voksen rollemodel, som efter vores opfattelse burde modtage en hyldest for sin indsats hver dag.
Jacob Busk Hansen indstilles af: Anni Lindum, Annika Jensen, Min Guldberg Hansen og Gitte Stylsvig Kring.