Souschefen og Socialrådgivergruppen i Fagcenter Børn og Familier i Sorø Kommune ønsker at indstille følgende gruppe bestående af: Danny Hansen og Brian Nielsen, som til dagligt arbejder som SSP konsulenter i Sorø Kommune, til Benny Andersen Prisen 2015.
De leverer en enestående og ekstraordinær indsats for de unge i kommunen og forbedrer i høj grad børns vilkår i Sorø Kommune. De unge har tillid til dem og henviser også deres omgangskreds til at tage kontakten til dem. De formår altid at finde en løsning på tingene – og gerne alternative løsninger.
Står en socialrådgiver med et problem, rydder de deres kalender og kaster sig ud i opgaven Danny og Brian er to ildsjæle der arbejder døgnets 24 timer. De brænder for deres arbejde – og det er netop det der gør, at de unge mærker deres troværdighed og tilstedeværelse. De er der for dem fordi de vil de unge – og ikke fordi det er deres arbejde.
Danny og Brian påtager sig gerne opgaver – også af mere social karakter, som ikke ligger i deres stillinger. De har en tro på, at de kan nå børn og unge i kommunen og deres tilgang samt deres sociale kompetencer i den forbindelse er prisværdige. Danny og Brian kan danne relation til de fleste – og de gør det godt. De unge sætter pris på dem og de har tillid til deres anvisninger. Danny og Brian er ikke fordømmende.
De har altid en finger på pulsen i forhold til, hvad der sker i kommunen og de gør en ihærdig indsats for at være med på ’beatet’, så de, så tidligt som muligt kan tage hånd om barnet eller den unge og dermed være katalysator for en helhedsorienteret og koordineret indsats for barnet eller den unge.
Danny og Brian er kendte ansigter i kommunen, hvilket betyder, at borgerne – såvel børn, de unge og deres familier, ved at der er en kultur hvor de altid kan ringe til en af dem – uanset hvad klokken er. De kan regne med, at Danny og Brian tager hånd om den givne situation.
Danny og Brian tøver ikke med at blande deres personlige engagement ind i fx ensomme, anbragte unges liv, og de står der som en klippe, når der er behov for det. De deltager også gerne i private sammenkomster, når den unge har en dag, hvor det er i centrum for en fødselsdag, konfirmation, eksamen o.l. At den unge fylder 18 år og foranstaltningerne ophører eller et efterværn stopper, er for Danny og Brian aldrig ensbetydende med at deres relation stopper.
Når man møder Danny og Brian – så er det altid med højt humør, smittende humor og et altid positivt og imødekommende sind, både overfor kolleger, men i særdeleshed overfor de unge og deres familier. Hvis man skal definere en ildsjæl – så findes der ikke et bedre ord for det end: “Danny og Brian”.
På baggrund af ovenstående står det klart, at Danny og Brian er værdige vindere af Benny Andersen Prisen 2015.
Fantastiske kollegaer, der i den grad brænder for de unge mennesker i kommunen – uanset tid og sted, står de klar til at hjælpe, når behovet melder sig.
Alle kommuner/ unge burde havde 2 så dedikeret SSP konsulenter som dem.