Jeg indstiller hermed Bodil Lundal Kocman. Bodil er afdelingsleder i børnehaven Skovtrolden og har siden 1993 været ansat på Stafetten (tidl. Husum Fritidshjem, -klub og Skovbørnehave).
Bodil bliver indstillet, fordi hun som afdelingsleder i Skovtrolden sætter dagsordenen for børnehavens arbejde og gode ry omkring omsorg for udsatte børn og ikke mindst hele familien.
Som den ildsjæl, hun er, har Bodil været primusmotor for mange handleplaner, hvor både børn og forældre er blevet hjulpet og støttet i en ofte kritisk svær situation.
Bodil har bare sådan et sind, at hun af natur vil gøre alt for andre uden at tænke over det. For Bodil er barnet altid i fokus. Hun skyr ingen midler for at skabe de bedste vilkår for barnet, selvom det inddrager hendes fritid, og selvom hun skal bruge utraditionelle midler for at få fagfolk i tale. Bodil slår sig ikke til tåls med beslutninger, som ikke understøtter barnets behov. Hun går derfor videre i systemet for at ende med en tilfredsstillende løsning for barnet og familien.
Bodil stiller sig altid til rådighed for barnets familie og tager fat på den svære samtale med empati og respekt for de følelser, der er involveret. Med fokus stift rettet på barnet handler Bodil vedholdende, til hun har fået skabt de bedst tænkelige vilkår for dette.
Bodil er dybt respekteret blandt forældre, fagfolk og forvaltningsfolk, som ikke et øjeblik er i tvivl om, at hendes engagement i det enkelte barn er helt unikt. Skovtrolden -> Fritten -> Gule Fritklub -> KlubbenEt eksempel: Som chauffør i skovbørnehaven Skovtrolden lagde Bodil i en periode ruten omkring et barns hjem for at bringe barnet i børnehave og senere køre det hjem igen.
Hjemmet var i sådan en situation, at ressourcerne til at bringe og hente ikke var til stede. Samtidig iværksatte Bodil hjælp til familien for at understøtte barnet. Børnehaven prioriterede i en periode at ekvipere barnet, så det var parat til en dag i naturen på lige vilkår med de andre børn.
Bodil har som afdelingsleder kæmpet for børn, der var fejlplaceret, og hvor forældrene og/eller systemet ikke ville anerkende barnets behov for et specialtilbud. Som barnets advokat har Bodil taget dilemmaer op i familier, der var særlig udsat omkring kriminalitet og misbrug. Her har hun skabt de bedste rammer for barnets frirum i børnehaven, samtidig med at hun sammen med psykologer og andre fagfolk har iværksat et fantastisk netværksarbejde omkring familien, så barnet kunne få den bedste barndom.
Bodil er primusmotor for at skabe en spændende og udfordrende hverdag for børnene i vores skovbørnehave, hvor netop børn i udsatte familier får nogle oplevelser i skoven/ved stranden/i teateret, som de ellers ikke ville få, og som kan styrke dem i en kompliceret hverdag.
Bodil bliver indstillet, fordi hun i dagens Danmark er en sjælden ildsjæl med ”en varm hånd” i sit arbejde med børn. Var flere som Bodil, ville børn i børnehaverne have de allerbedste vilkår for det mest optimale børneliv. At være pædagog er for Bodil ikke et job, men en livsstil. Bodils egen kommentar til hendes engagement, viser i høj grad hendes sind: ”Jeg er jo den, jeg er, fordi jeg får opbakning gennem mine kollegaer”.
Jeg håber, at Bodil kommer i betragtning til prisen.
Med venlig hilsen
Joan Markussen
leder