Benny Andersen Prisen

Jeg vil gerne nominere Hanne Marcussen og Hanne Landsberg. De to kvinder er exceptionelle i deres arbejde som folkeskolelærere i et meget udsat område, med meget udsatte børn. De har arbejdet sammen i ca. 4 år, og på de år har de formået at skabe en stor social og faglig fremgang for to klasser. De får stor ros fra kolleger og chefer for deres arbejde med klasserne. De arbejder på Nakskov Byskole, hvor der går mange børn med svære skæbner og dagligt kæmper de to kvinder for at børnene skal lære noget, men også have det godt i skolen. I frikvarterene bliver der lagt mærke til, af de andre lærere, hvor få problemer der er med klassen, næsten ingen slagsmål og generel god opførsel – en modsætning til stort set alle de andre klasser på skolen. Deres motto er: ”Hver dag skal alle gå hjem, med følelsen af at have lært noget”. Børnene får ros for selv de mindste fremskridt. Positiv anerkendelse, fremfor fejlfinding. De har kun 2 enkle, faste regler i klassen: Ti stille når der bliver talt, og ræk hånden op. Nøgleordene for deres arbejde er

Opmuntring
Støtte
Varme
Humor
Forståelse
Inklusion
Rummelighed

Der er plads til alle, og selv de børn med den værste opførsel føler sig ønsket i en blomstrende klasse, midt i en hårdt ramt, udsat skole i det yderste udkantsdanmark. Hvis der findes to mennesker, der fortjener anerkendelse og kæmperos for deres store, fantastiske arbejde med udsatte børn, så er Hanne Marcussen og Hanne Landsberg uden tvivl mine bedste kandidater. Deres store, gode hjerter bløder hver dag for nogle børn der har brug for ekstra kærlighed og omsorg, og de tropper hver dag op og krammer, opmuntrer og holder fast i hver og en.

– Marianne Jakobsen

4 Responses

  1. Som mor til en dreng i klassen kan jeg kun tilslutte mig alt hvad der er skrevet om “Hannerne”….de er fantastiske og ingen bliver glemt, der bliver gjort noget for alle både de svage, de stærke og dem midt imellem. Deres måde at niveauinddele klassen på så alle får den hjælp eller de udfordringer de har brug for er bare så fantastisk og deres tossede humor gør det meget sjovere at gå i skole….vi er vilde med “Hannerne”

  2. Kan kun tilslutte mig. Der bliver virkeligt arbejdet seriøst. Hvad de to “koner” arbejder med er suverænt. Deres sociale arrangement går langt ud over hvad man kunne forvente, og den måde de arbejder på, så der bliver taget hensyn til hver enkelt elev, er også unik.

  3. Jeg kan også kun tilslutte mig de rosende ord ovenfor. Jeg er i den heldige situation at jeg har min daglige gang i medarbejdergruppen, hvor de 2 damer er ansat. Og jo de har altid tid til en snak, det kan være stort eller småt, eller bare et godt råd. Man er heller ikke i tvivl om de er på job, da deres latter og energi kan mærkes helt ud på gangen. Hvis man dog bare havde haft sådan et par lærere da man selv gik i skole.
    Så deres energi og glæde ved at arbejde med børn er unik og den smitter også af på os andre.

  4. De to damer arbejder ud fra et godt koncept: Engagement. Det er den slags der rykker noget. I undervisningen, hos kollegaerne, og især for børnene. Det er engagement der gør forskellen. Det er den slags vi skal hylde, og få meget mere af. Hannerne viser børnene at de vil dem, og kæmper FOR dem. Her i udkantsdanmark er det præcis det der gør en forskel, ikke kun i dag, men på lang sigt. Engagerede og nærværende voksne er det, der bryder med den grimme sociale arv, som puster nogle af de her børn i nakken. Jeg kender til Hannernes arbejde da de har et af “mine” børn under deres vinger.
    Hannerne fortjener en præmie for deres måde at være på. Børnene vinder hver dag, derfor kunne det være fint at Hannerne blev præmieret for deres indsats.

    Mvh Vibeke Nielsen, dagplejer på vestlolland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *