Jeg har en medarbejder som jeg tænker er helt oplagt til denne pris og det er:
Jonna Clausen, Støtte/kontaktperson i familiegruppe Øst indstilles for sin helt særlige indsats ift. en lille nyfødt dreng.
Drengen er født lige før jul, var meget lille og skrøbelig.
Det var forventet, at drengen skulle anbringes i familiepleje umiddelbart efter fødslen, men da han blev født meget for tidligt, kunne det ikke lade sig gøre. Dels var der ikke en plejefamilie parat til at tage imod ham, dels skulle han pga. den tidlige fødsel og abstinenser forblive på sygehuset mindst 2 måneder efter fødslen.
Forældrene var ikke i stand til at være der for drengen, og derfor var det vigtigt at finde en anden omsorgsperson, som kunne sikre at han ud over sygehusets pleje fik omsorg, nærhed og stimulation for at undgå, at han udviklede psykiske skader.
Jonna Clausen påtog sig denne opgave, og var hos drengen flere timer hver dag – også over jul og weekender – i 1 måned uden fridag. Hun har haft ham tæt ind til sig, holdt ham i timevis når han lå i kuvøsen, for at mindske hans rystelser og hun har madet ham. Ved at være en kontinuerlig omsorgsperson har Jonna bidraget til ro og tryghed for drengen, som dermed har fået den optimale støtte i en svært start på livet.
Nu 1½ måned efter hans fødsel er drengen i fin udvikling og trives efter omstændighederne godt, hvilket må tilskrives den helt ekstraordinære indsats fra Jonna Clausens side.
Jonna Clausen er indstillet af Marianne Mortensen, Leder af Familiegruppe Øst