Det hele begyndte med Mamma Mia – Svendborg Internationale Mødregruppe – hvor unge mødre fra alle kulturer, også den danske selvfølgelig, mødtes om den store omvæltning og udfordring det er, at blive mor. Anne-Sophie Nickel, der selv har 3 adoptivbørn fra Etiopien, vidste godt at venskaber der starter tidligt i livet bliver ved, lige meget hvilke baggrunde vennerne har. Og det virker! Nu også i Odense og 6 andre byer. Jordemødrene og sundhedsplejerskerne er enige og fortæller unge mødre fra alle kulturer om Mamma Mia, så mødre, der føler sig isoleret eller ikke har nogen at snakke med om den nye udfordring, kan komme i gang. De finder hinanden og venskaber opstår, danskkundskaber tager et kvantespring, mødrenes horisont udvides og deres børn får ægte venner. Projektet startede, da Anne-Sophie var medlem af bestyrelsen på Sydfyns Frivilligcenter.
Se mere på: www.kontaktmellemmennesker.dk eller www.mammamia-modregrupper-i.dk
Det er typisk Anne-Sophie at hun ikke kun snakker om et problem; hun GØR noget ved det. Hun er tidligere lærer med uddannelse fra Den frie Lærerskole i Ollerup, og har arbejdet meget med børn. Hendes fokus på invandrerbørn og deres familier er et naturligt resultat af livet med 3 børn fra en helt anden kultur, men hendes energi og iderigdom bringer hende op i kategorien ildsjæl. Hun er et familiemenneske med at aktivt ønske om, at alle familier skal have de bedste muligheder for at fungere lykkeligt.
I det kedelige november vejr udtænkte Anne-Sophie STORE LEGEDAG for børn og forældre fra alle kulturer, og med midler fra Røde Kors og unge frivillige fra Idrætshøjskolen i Ollerup blev det en fantastisk dag for forældre og børn, der ellers sjældent eller aldrig oplever så meget gratis sjov og aktivitet.
Det er blot 2 af de mange ideer Anne-Sophie arbejder på, ideer der hjælper familier ud af deres isolation og ind i et fællesskab, ud af forvirring og forundring og mod en bedre forståelse af deres adoptivland – Danmark.
Derfor vil kollegaerne på Kontakt mellem Mennesker/Frivilligcenter Sydfyn gerne indstille Anne-Sophie Nickel til Benny Andersen Prisen 2011.