East Coast Surfers (ECS) er en surfskole og butik beliggende i Kanalbyen på Fredericia havn. ECS ejes og drives af Matin Stephansen.
Udover de almindelige aktiviteter i forhold til salg fra butikken og udlejning af SUP udstyr har Martin udviklet en Surfskole for børn.
Denne skole har været i gang i to sæsoner, og 10-12 børn har været igennem en udvikling både i forhold til deres kundskaber på et SUP board og deres viden om at færdes på og ved vandet. Derudover har jeg været vidende til, hvordan Martin har rummet disse børn på deres forskellige udviklingstrin.
Denne imødekommende og rummelige omsorg, hvor det enkelte barn ses og mødes lige netop der, hvor udvikling sker, er ret unik. Det, at det enkelte barn ses, forstås og udfordres tilpas, skaber et udviklende øjeblik og en mestring, der er uvurderlig, og som jeg kun kan ønske, at alle børn kan få lov at opleve.
Alle vokser ved at være en del af et fællesskab, dette har Martin været meget bevist om, så udover de ugentlige træningsaftener har han arrangeret weekendtur i Klitmøller, inviteret på fælles tur på bl.a. Varde å og endagsture i lokalområdet og meget mere. Via disse tiltag har Martin formået at fastholde børnenes motivation, udviklet deres sociale kompetencer og skabt tætte venskaber børnene imellem.
Jeg har talt med Martin omkring mit ønske om at indstille East Coast Surfers og Martin til Benny Andersen Prisen, og hvad planerne kunne være for fremtiden.
Martin har et ønske om at fortsætte 3. sæson, hvor der tilbydes et nyt begynderhold. De børn (nu unge), der har været igennem 2 sæsoner, skal kunne tilbydes mere udfordrende undervisning på et øvet hold, hvor der tages mere på ture til andre surfsteder, hvilket kan give de unge inspiration/undervisning af dygtige SUP-surfere feks. Caroline Küntzel.
Derudover vil Martin gerne tilbyde de unge fra de første sæsoner, at de kan blive hjælpeinstruktører for de nye. Der er ligeledes et ønske om et samarbejde med Fredericia Kommune om at kunne tilbyde et par fripladser på begynderholdet til særlig udfordrede børn eller unge.
Hvis ECS tildeles en pris skal pengene bruges på at styrke og fastholde motivationen for både det øvede hold og til det nye børnehold. Motivationen vil fasholdes ved at eks. de øvede unge, kan møde professionelle og selv deltage i SUP konkurrencer.
Da de nuværende unge kan hjælpe begynderne, skabes der således en kultur, hvor børnene/de unge dels ser op til hinanden (motivation) og bidrager til at bevare den imødekommende og rummelige omsorg, som de selv har mødt gennem deres forløb i ECS.
Derudover vil midlerne være med til at sikre, at der kan blive betalt en hel sæson for et par børn, der vil blive udpeget af Fredericia kommunes Familieafdeling.
Indstillet af: Jette Lange