Jeg vil gerne indstille Karen Buus til Benny Andersen-prisen.
Karen arbejder på et børnehjem, men udover det meldte hun sig for nyligt som frivillig til at undervise asylbørn, så de både får noget meningsfuldt at lave og en uddannelse, mens de venter på at deres sag bliver endeligt afgjort. Da lokalavisen interviewede Karen om hendes frivillige engagement, spurgte journalisten: ”Hvad får du ud af det?”. Karen svarede: ”Skal man nødvendigvis have noget ud af det?”
Det svar og den menneskelige godhjertede indstilling er en af mange grunde til, at jeg indstiller Karen til årets Benny Andersen-pris. Karen hjælper, hvor hun kan.
Fx er hun engageret i Mødestedet, hvor flygtningefamilier og lokale borgere mødes til fællesspisning. Her arrangerer hun også cykelindsamlinger og har været med til at oprette et cykelværksted, så byens nye fattige og borgere har mulighed for at transportere sig rundt i det smukke fynske landskab og i det, der nu også er deres by, som Karen siger. Man skal jo kunne besøge hinanden, og cyklen er både dansk og gratis. Og så er cykelture noget, som alle kan være med til – børn og voksne, sammen.
Karen brænder idet hele taget for at forbedre børns vilkår. Hun er også engageret i Børns Voksenvenner. Her advokerer hun utrætteligt for vigtigheden af, at børn oplever at have voksne, der bevidner deres liv og giver dem håb, når livet er svært.
For tiden har Karen en del overarbejde på børnehjemmet, hvor hun støtter en lille to-årig pige, som er hospitalsindlagt med en livstruende sygdom. Karen har taget alle de vagter hun kan, for at pigen skal opleve så meget kontinuitet som muligt – også vagterne jule- og nytårsaften. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Karen gør en forskel for den lille pige. Hendes høje grad af empati kommer til udtryk på mange måder – fx når Karen fortæller, at hun er bekymret for, hvad det gør ved så lille et menneske, at hun i over en måned ikke har været i direkte kontakt med andres varme hud. Eller når Karen igen og igen fortæller om, hvordan hun i mange timer har siddet stille i akavede stillinger af frygt for at vække den lille pige, der endelig er faldet i søvn i Karens favn.
Alt hvad Karen gør, både på arbejdet og som frivillig, er smukt og efterstræbelsesværdige, men det der gør det helt unikt er, at Karen kun er 21 år gammel!
Karen er ikke kun et fantastisk godt forbillede for andre unge – hun og hendes gerninger kan også inspirere os andre og give os allesammen håb om fremtid, hvor medmenneskeligheden stadig har en plads. Min eneste bekymring ved at indstille Karen til Benny Andersen-prisen er, at jeg ved, at hun vil få et frygteligt dilemma, når hun skal beslutte, hvem hun skal prioritere at hjælpe, af de mange børn, der trænger hjælp.
Jeg vil gerne indstille Karen Buus til Benny Andersen-prisen.
Karen arbejder på et børnehjem, men udover det meldte hun sig for nyligt som frivillig til at undervise asylbørn, så de både får noget meningsfuldt at lave og en uddannelse, mens de venter på at deres sag bliver endeligt afgjort. Da lokalavisen interviewede Karen om hendes frivillige engagement, spurgte journalisten: ”Hvad får du ud af det?”. Karen svarede: ”Skal man nødvendigvis have noget ud af det?”
Det svar og den menneskelige godhjertede indstilling er en af mange grunde til, at jeg indstiller Karen til årets Benny Andersen-pris. Karen hjælper, hvor hun kan.
Fx er hun engageret i Mødestedet, hvor flygtningefamilier og lokale borgere mødes til fællesspisning. Her arrangerer hun også cykelindsamlinger og har været med til at oprette et cykelværksted, så byens nye fattige og borgere har mulighed for at transportere sig rundt i det smukke fynske landskab og i det, der nu også er deres by, som Karen siger. Man skal jo kunne besøge hinanden, og cyklen er både dansk og gratis. Og så er cykelture noget, som alle kan være med til – børn og voksne, sammen.
Karen brænder idet hele taget for at forbedre børns vilkår. Hun er også engageret i Børns Voksenvenner. Her advokerer hun utrætteligt for vigtigheden af, at børn oplever at have voksne, der bevidner deres liv og giver dem håb, når livet er svært.
For tiden har Karen en del overarbejde på børnehjemmet, hvor hun støtter en lille to-årig pige, som er hospitalsindlagt med en livstruende sygdom. Karen har taget alle de vagter hun kan, for at pigen skal opleve så meget kontinuitet som muligt – også vagterne jule- og nytårsaften. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Karen gør en forskel for den lille pige. Hendes høje grad af empati kommer til udtryk på mange måder – fx når Karen fortæller, at hun er bekymret for, hvad det gør ved så lille et menneske, at hun i over en måned ikke har været i direkte kontakt med andres varme hud. Eller når Karen igen og igen fortæller om, hvordan hun i mange timer har siddet stille i akavede stillinger af frygt for at vække den lille pige, der endelig er faldet i søvn i Karens favn.
Alt hvad Karen gør, både på arbejdet og som frivillig, er smukt og efterstræbelsesværdige, men det der gør det helt unikt er, at Karen kun er 21 år gammel!
Karen er ikke kun et fantastisk godt forbillede for andre unge – hun og hendes gerninger kan også inspirere os andre og give os allesammen håb om fremtid, hvor medmenneskeligheden stadig har en plads. Min eneste bekymring ved at indstille Karen til Benny Andersen-prisen er, at jeg ved, at hun vil få et frygteligt dilemma, når hun skal beslutte, hvem hun skal prioritere at hjælpe, af de mange børn, der trænger hjælp.
Links til artikler om nogle af Karens gerninger:
https://www.fyens.dk/nyborg/Karen-skal-undervise-de-tre-somalier-boern-Det-er-nu-vi-skal-slaa-til/artikel/3313192
https://www.fyens.dk/nyborg/Frivillige-toemte-container-paa-asylcenter/artikel/3124445
http://www.nyborg.dk/da/Nyheder/2017/November/Det-Interkulturelle-Hus-Nyborg
https://frivilligcenter-nyborg.dk/om-os/bestyrelsen/