Anett Christiansen

Anett har fået 100 børn i fritidsaktivitet på 1 år

Jeg vil gerne indstille min kollega Anett Christiansen, som er boligsocial medarbejder i Gellerup. På kun et år har hun haft kontakt til et hav af bydelens forældre og børn. De fleste har haft svært ved at finde rundt i junglen med fritidsaktiviteter, procedurer og kontingenter. Anetts hårde arbejde har betalt sig, og i dag går omkring 100 flere til fritidsaktiviteter.

Ifølge Anett er rigtig mange forældre, som hun møder i Gellerup og Toveshøj bekymret for, at deres børn bruger alt for meget tid bag skærmen. De er bange for, at de bliver overvægtige, får en usund livsstil eller ender i dårlige fællesskaber på nettet. Selvom disse forældre har haft viljen til at sende deres børn til fritidsaktiviteter, har det være svært for dem at gøre det på egen hånd. Nogle har mellem 4-8 børn og har ikke overskud til at tilmelde børnene til en sport. Andre har begrænsede sprogkundskaber og kan ikke finde ud af tilmelding, kontingentbetalinger mv. For de familier er Anetts arbejde guld værd og har altså resulteret i at 100 børn på et år er blevet en del af det sociale liv i foreningerne og som andre i deres klasse kan fortælle om at ”de går til noget”.

Utrættelig støtte fra et kendt ansigt
Det særlige ved den hjælp, som hun giver er, at hun er et kendt og pålideligt ansigt fra kvarteret. Hun har boet i området i 19 år og har derfor en rigtig god kontakt til rigtig mange beboere i området.

Hun følger familierne fra første henvendelse indtil de kommer i mål med deres ønsker. Hun lytter især til børnenes ønsker og har mulighed for at tilbyde dem en foreningsmentor, som kan aflevere og hente dem fra deres fritidsaktivitet. Desuden hjælper hun de økonomisk trængte med at søge fritidspas og prøver at finde andre muligheder, hvis de ikke kan få fritidspas.

Nogle forældre går rundt og tror, at de kender til deres børns ønsker. Men nogle gange viser det sig, at børnene vil noget helt andet. Her støtter Anett barnet og finder en aktivitet, som han eller hun er motiveret for. Fordomme får hun også aflivet. Fx. ved at tage ud og besøge stederne sammen med forældrene og gennem information om, hvordan det hele fungerer.

Hun har lyst til at hjælpe den samme beboer ti gange, hvis det skulle være. Jeg tror faktisk ikke at Anett kan blive utålmodig, når det gælder om at hjælpe børn og forældre. Hun er enormt rummelig og hun mister ikke målet af syne – selv om det nogen gang kan tage lang tid at komme derhen.

Indstillet af: Louise Enevoldsen

2 tanker om “Anett Christiansen”

  1. Irma Christensen

    Tillykke Anett min kære veninde gennem mange år. Hvor er det velfortjent, jeg ved også hvilket stort arbejde og med en intensitet du går til opgaverne og du giver ikke op, du bliver bare ved. Du gør det på en ydmyg og medmenneskelig måde. Du kan være stolt jeg er det.

  2. Jeg er en af de mødre Annette hjulpet. Mine børn er glad for hende især Marwa som er ni år og Yasmin på 7 år som hun hjulpet til Naturklubben.
    Rigtigt stolte af Anette og meget glad for hun er en vores egne ildsjæl her i Gellerup . Kærlig hilsen Kaltuma

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *