Vi indstiller hermed vores kolleger i Rådgivningsteamet i Ungekontakten (Aarhus kommune) til Benny Andersen prisen.
Rådgivningsteamet består af i alt 6 rådgivere, hvis opgave er at forebygge sociale problemer og rådgive børn/unge fra 14-18 år med forskellige typer af vanskeligheder. Alle hverdage året rundt sidder teamets rådgivere klar i en åben vagt, hvor de unge på egen hånd eller sammen med deres forældre eller andre voksne kan møde op. De kan fortælle om alt fra at have svært ved at fremlægge i skolen, udfordringer med angst eller depression til at opleve svær omsorgssvigt i hjemmet. Hvad end problemstillingen er, sidder rådgiverne altid klar med stor empati og med en stor vilje og lyst til at møde den unge lige nøjagtig dér, hvor han eller hun er, og gennem et samtaleforløb hjælpe den unge videre i livet på bedste vis.
Rådgivningsteamet har et ekstraordinært stort fagligt engagement, og rådgiverne fordyber sig på allerfineste vis i teorier og i samfundsmæssige tendenser og vilkår der er for de unge. I de mere komplekse sager, hvor rådgivernes rammer og vilkår ikke rækker ift. den unges behov for støtte, tager rådgiverne på ordentlig og professionel vis hånd om sagen og hjælper den unge og familien videre til rette sted; en proces der ofte kan række ud over det forventelige.
Sidst men ikke mindst er rådgiverne fantastiske kolleger, der støtter hinanden i dagligdagens opgaveløsning og prioriterer at have det sjovt sammen. De møder på arbejdet med et smil og hilser altid pænt ’på gensyn’, når arbejdsdagen lakker mod enden.
Her er tale om kommunale ildsjæle, vi synes fortjener en ekstra anerkendelse for deres socialt forebyggende arbejde med de unge i Aarhus kommune.
Med venlig hilsen
Anni Sørensen og Louise Laursen