Vi vil gerne indstille Lærer Helle Marschall og Pædagog Sanne Y Jensen til Benny Andersen prisen 2025
UNiG er den organisation i Gladsaxe kommune, som arbejder med unge mennesker i alderen fra 13-21 år, UNiG tilbyder 6 ungdomsklubber fordelt i kommunen, med personale, der er en del af alle udskolingsklasser. Ved denne organisering er der pædagogiske voksne, der har kendskab til alle unge fra kommunens folkeskoler i målgruppen.


De fleste unge har mulighed for deltagelse i fællesskaber, enten i vores klubber eller i andre foreninger såsom idræt, dans eller andet. Der er dog en gruppe af unge, der ikke oplever at være en del af disse fællesskaber, og for dem har Helle og Sanne et rummeligt og omsorgsfuldt blik. Således har de gennem de senere år formået at skabte et tilbud om fællesskab for piger, som er helt særligt.
Louisianapigerne har til formål at samle piger, der har forskellige grader af sårbarhed i form af fx ensomhed, introvert personlighed, ar efter forældres skilsmisse, angst eller en oplevelse af at føle sig anderledes. Hos Louisianapigerne er det et trygt sted at fortælle om sine følelser, og erfaring viser, at det styrker pigerne at lytte og turde åbne sig og fortælle om det, der er svært.
De mødes en gang om ugen til kulturelle oplevelser, gerne ude i byen. Louisianapigerne skal være med til at skabe et fællesskab, som bygger på kunst og kulturaktiviteter og arrangementer, som fx museumsbesøg, undervisning i billedkunst, kunsthåndværk, design, musik, koncerter, teater, dans, arkitektur, film og litteratur. Ved at have kunst og kultur som indgangsvinkel og fællesskab, bliver det ikke pigernes sårbarheder, der samler og definerer dem, men kunsten og kulturen. Hvem har lyst til at være medlem af gruppen af sårbare piger, når man kan være medlem af en kunstgruppe, og det er lykkedes for mange af pigerne at få varige og betydningsfulde venskaber
Der kunne skrives meget om indholdet i Louisianapigerne men i forhold til Benny Andersen prisen, så er det Helle og Sannes utrættelige og insisterende arbejde med pigerne, der skaber projektet, og igennem deres ihærdige indsats har de uge efter uge tilbud til de unge piger, der ellers ville stå udenfor for fællesskaber.
Ved siden af aktiviteterne ligger deres indsats med direkte beskeder til de unge, herunder afhentning i hjemmet, forældresamarbejde, skolekontakt og meget mere. Både Helle og Sanne gør en uvurderlig indsats for disse piger, en indsats der langt overskrider deres egentlige arbejdsopgaver. Deres engagement, omsorg og utrættelige arbejde fortjener at blive anerkendt, og vi mener at de er særdeles kvalificerede til at modtage Benny Andersen Prisen 2025.
Indstillet af: Brian Brønd og Jannie Møgelgaard