Benny Andersen Prisen

En gruppe sundhedsplejersker i Viborg Kommune vil gerne indstille sundhedsplejerske Anne Marie Lomborg til Benny Andersens Prisen 2011. Anne Marie blev uddannet sundhedsplejerske først i 1970 ´erne og har igennem årene arbejdet som sundhedsplejerske, været leder af en sundhedsplejeordning, arbejdet som familieterapeut og de seneste 15 år igen arbejdet som sundhedsplejerske – nu med særlig interesse for unge / sårbare mødre og familier.

Hvorfor synes vi Anne Marie skal have lige præcis Benny Andersens børnepris ?

  • Anne Marie er en fantastisk dygtig sundhedsplejerske, har en meget høj faglighed, er meget refleksiv, tilegner sig lynhurtigt ny viden – og anvender det lærte .
  • Anne Marie har først og fremmest et kæmpe stort hjerte for børnene
  • Anne Marie kan rumme og lide alle hendes unge mødre – og på den baggrund gå direkte og konfronterende på et problem – og lykkes med at sige det svære
  • Anne Marie har en sjælden evne til at bevare gnisten og troen på, at det arbejde hun laver nytter noget !
  • Anne Marie er også ekspert i altid at finde ressourcer hos den enkelte mor / den enkelte familie
  • Anne Marie er god til at følge med i den ungdomskultur som er i konstant udvikling
  • Anne Marie taler med hele kroppen, hvilket gør det tydeligt og enkelt. Hun kan simpelthen ”skære” budskabet ud i pap.
  • Anne Marie er en handlingens kvinde – og altid i stand til at råbe en tværfaglig samarbejdspartner op
  • Anne Marie er 62 år – men på nærmest alle måder alligevel en af de unge i vores afdeling, bla fordi hun utrætteligt bliver ved med at udvikle sig
  • Anne Marie er glad og sjov, super god til at sætte sig i andres sted og kan sige det svære på en let måde og med et smil.
  • Kernen i Anne Maries virke har været at tage hånd om de svage på en humoristisk måde.
  • Anne Marie kan med sproget lave den ene genistreg efter den anden, på en måde der hjælper hende – og alle – i det svære
  • Anne Marie kan finde det morsomme i det håbløse.
  • Anne Marie går aldrig helt fra Snøvsen
  • Privatliv og fritid
  • Anne Marie er en fantastisk mormor og farmor, der bla arrangerer cykelture med børnebørnene, når de er på lange ferier hos hende og hendes mand Kurt
  • Er en rigtig løvemor for sine egne børn – forsvarer dem til yderste fingerspids på en beskyttende, omsorgsfuld og respektfuld måde.
  • Har arbejdet med mødre og børn i Nepal, når hun har deltaget i sin mands ture hertil

Anne Marie Lomborg har fra sommeren 2011 valgt at stoppe sit arbejdsliv og følge sin mand – ja på efterløn…

Men Anne Marie vil helt sikkert arbejde meget mere i familiens projekt Himalayan Project – og her blive en endnu større resurse for kvinder og børn i de fjerneste bjergegne i Upper Solu.

Sundhedsplejen i Viborg Kommune kommer til at savne et fantastisk menneske og en dejlig, ukompliceret og festlig kollega.

Vi ser Benny Andersens Børnepris 2011 som en rigtig god mulighed for at hylde Anne Marie – og håber meget at det lige præcis bliver hende der tildeles prisen

 

Det drejer sig ikke alene

om vitaminer og rigtig kost

sundhed er andet og mere end

god hygiejne og gunstige boligforhold

sundhed er andet og mere end

det der kan vejes og måles og testes

og gradvis korrigeres

I der kan læse i barneøjne

Ved hvad det drejer sig om

Benny Andersen

I anledning for 50 – året for sundhedsplejerskeordningen

 

På sundhedsplejerskernes vegne

Sundhedsplejerske Lisbeth Kjeldgaard

Sundhedsplejerske Hanne Gade

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *