FacebookEmail

Tina Bjørn Olsen og Jytte Lorenzen

Begge er ansat som konsulenter i CAFA (Center for anbringelse og forebyggende arbejde), som er en selvejende, almennyttig institution, der udfører opgaver for kommuner og institutioner ift. udsatte børn og familier. De er begge socialrådgiveruddannede.

Ud over de almindeligt forekommende arbejdsopgaver, som konsulenterne udfører
i CAFA, har Tina og Jytte i 2001 startet en netværksgruppe for anbragte og tidligere anbragte unge mellem 12-16 år. Da nogle af de unge blev ”for gamle” til at være i gruppen (aldersforskellen blev for stor), så oprettede de en ny gruppe for de 16-23 årige. Begge grupper eksisterer fortsat, og er et uvurderligt tilbud til de unge. (Nogle af de unge er nu over 23 år, så der må tænkes nyt igen!)

Grupperne mødes 1 gang om måneden i 3 timer. Udover den faste mødedag arrangeres der udflugter og ture på særlige dage efter nærmere aftale med de unge. Anbragte børn og unge er udstødte i mange situationer. De har ofte følelsesmæssige og sociale vanskeligheder, der betyder, at de har svært ved at tilpasse sig i institutioner og skoler. Mange har flere anbringelser bag sig, fordi anbringelsessteder ikke har kunnet rumme dem. Mange er periodevis isolerede og ensomme, og de er ofte i loyalitetskonflikt mellem deres forældre og deres anbringelsessted (plejefamilie).

I netværksgrupperne forsøger de voksne at møde de unge som de er og uden krav til, at de skal ændre sig. De unge får tilbudt et fristed sammen med andre unge i samme situation. Jeg har vedlagt et bilag, hvoraf fremgår de faglige mål med arbejdet mv. CAFA har fået div. puljemidler til at starte grupperne op med, men den særlige indsats, som Tina og Jytte har lagt i arbejdet, ligger langt ud over det forventelige og består f.eks.

af:

• at have været de faste voksne for de unge igennem 10 år, hvor de bruger deres

aftener og week-ends på aktiviterer og ture med de unge.

• De kontakter utrætteligt de unge, hvis de ikke møder op i gruppen mhp. at afdække, om der er problemer, som skal ryddes af vejen, eller de bare ikke har behov for at komme i gruppen mere.

• De har kontakt med de enkelte unge langt ud over gruppens rammer. Følger op,
når der sker stort og småt i deres liv, formilder kontakt til andre støttemuligheder,
støtter med at rede tråde ud til familie og behandlere, når der er konflikter osv. osv.

• Fortsætter en støttende kontakte med enkelte unge, hvis livsforløb ikke lige går
som håbet. Tidligt forældreskab, psykisk sygdom og fængselsstraf er eksempler på
situationer, som de unge skal have en opbakning i forbindelse med. Det er f.eks.
uvurderligt at få besøg i fængslet af og til, især når man kun er 18-19 år gammel,
og det kan være en afgørende faktor, at der er nogen der byder én velkommen ude
igen, når man har afstået sin straf.

Alle disse ting, er ikke noget, som Tina og Jyttes job indebærer. Det er en personligindsats, som de nu igennem 10 år utrætteligt har gjort.

Jeg vil citere nogle udsagn, som nogle af de unge har givet i forbindelse med evaluering af gruppearbejdet, som jeg synes taler for sig selv.
Interviewer spørger de unge, hvad der er godt ved at være i sådan en gruppe, og de unge svarer bl.a.:

• “Det gode ved gruppen, det er, at vi alle sammen er venner. Det er ikke

sådan, at det kun er den eller den, eller at nogen bliver mobbet – som det
ellers godt kan være, synes jeg. (..) Når vi er nået til den uge, hvor vi skal i
gruppen, så er jeg helt glad, hele ugen.”

• ”Jamen det gode ved gruppen er jo, at vi alle sammen er sammen, og vi har

det godt med hinanden. (..) Det dårlige ved gruppen, ja. Det ved jeg sgu ikke.
Jeg har ikke rigtig tænkt over, at der var nogle dårlige ting. Jeg har aldrig nogen
sinde tænkt: Nej fuck, jeg gider ikke i den gruppe i dag fordi et eller andet. Hvis
folk spørger: Hvad kommer du lige herned eller sådan noget? Så, nej. Jeg har
sgu ikke tid, jeg skal ned i gruppen. Jeg vil heller droppe det andet, end droppe
at skulle ned i gruppen.”

• ”Det er det med… Før da jeg ikke var med i gruppen, gik jeg altid rundt og

tænkte med mig selv, at det var så uretfærdigt for en. Man følte bare, at
man var den eneste, og at man var helt alene om det i verden. Det var bare
et helvede, og så kommer man ind i den der gruppe, og så er der mange
mennesker at snakke med, og det er hyggeligt og sådan, og man får venner
ved det. På den måde bliver det ikke så…Før kunne man godt føle sig lidt
ensom, men der er jo også mange andre plejebørn, og så får man et nyt syn
på livet.”

Interviewer: ”Så du blev faktisk gladere af det?”

”Ja, mange af mine venner synes, at jeg er blevet et helt nyt menneske, efter at
jeg er startet i gruppen”

”Vi forstår hinanden. Det er de samme oplevelser, man har – og de samme
problemer.”

• ”Jeg er blevet mere åben og ikke sådan en enspænder og kan snakke om

flere ting”

Interviewer: ”Hvad er det for nogle ting, du bedre kan snakke om?”

”Det er alt. Før i tiden var det meget sådan noget med, at man kom hjem til sine
venner og så sad man bare sådan og kiggede lidt. Så spurgte de sådan lidt til
en – men man var ikke så meget for at sige noget. Det var sådan lidt pinligt. Så
efter man var startet i den gruppe, så gik der et par måneder, og så begyndte
man at kunne tale om det og sådan, og synes, det var okay. (..) Jamen, det
har løsnet meget på det, at vi har snakket. Jeg synes ikke, det er fedt at være
plejebarn, men det er som om at ens venner, de respekterer én på en anden
måde.”

• ”Jamen, jeg synes, det har været rigtig godt, at man har kunnet være

sammen med andre plejebørn, og at man har kunnet snakke om hinandens
ting, og hvad der er sket med hinanden, og hvad man har været ude for og
sådan noget. Det, synes jeg, har været rimelig fedt.”

• ”Altså den (gruppen) har ikke ændret så meget – andet end at jeg ikke er så
meget ked af det mere. Det er sådan mest det.”

Bilag