FacebookEmail

Karen-Louise Christiansen

Karen-Louise er ansat i Dansk Røde Kors (DRK) asylafdeling og har været det siden 1985. Karen-Louise er oprindeligt uddannet sundhedsplejerske, men fungerer i dag som socialkonsulent på forskellige områder indenfor asylafdelingen.
Karen-Louise har igennem de år hun har arbejdet i DRK asylafdeling påvirket og sat sit aftryk på en række af de forhold som asylbørnene møder når de kommer til Danmark. Hun har blandt andet bidraget til at :

  • Asylbørnene idag bliver fulgt af sundhedsplejerske.
  • De familier som har det særlig vansklig, kan få en støtteperson.
  • Asylfamilierne i dag har 2 værelser.
  • Optimere det tværfaglige arbejde med at indføre socialkoordinerende instanser på alle DRK asylcentre.
  • Opstarte en udredningsenhed i DRK asylafdeling.

Jeg har lært Karen-Louise Christiansen at kende gennem mit arbejde i udredningsenheden. Enheden var i dens første fase et tidsbegrænset projekt, men er fra 2010 blevet til almindelig drift i DRK asylafdeling, enheden er siden maj 2010 underlagt centerpsykologerne. Karen-Louises tanke med at opstarte en udredningsenhed var, at dække to funktioner, dels at tilbyde psykologisk screening
til alle nyankommne børnefamilier og dels at fungere som en intern Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Den første status rapport af de psykologiske screeninger viser at op til 50 % af de asylbørn som kommer til landet har brug for opfølgning. Opstarten af den interne PPR har bland andet medført at det enkelte barn følges af den samme udreder selv om familien flytter rundt på forskellige asylcentre og skifter kommune.

Jeg ser Karen–Louise Christiansen som en ildsjsæl der har dedikeret en stor del af sit liv til at forbedre forholdene for asylbørn og deres familier i Danmark. Karen-Louise er ikke bange for at råbe op når det sker uretfærdigheder og taler gerne de svages sag. Hun er desuden både vedholdende og tålmodig, og bliver ved med at kæmpe for asylbørnenes rettigheder også selvom betingelserne er svære og ændring af forholdene ofte er en langsommelig og tidskrævende proces.
Karen-Louise evner at bevare en gejst og tro på, at de danske asylbørns forhold kan forbedres og hun bliver ved med at påvirke og arbejde for dette.

Karen-Louise er samtidig en meget ydmyg person, som ikke får alt den anerkendelse som hendes store indsats og fantastiske væsen fortjener. Jeg tillader mig derfor at indstille Karen-Louise til prisen på (u)opfordring fra de mange asylbørn, som har fået en lidt bedre tilværelse takket være hendes indsats.