Benny Andersen Prisen

Sune har med sit ekstreme engagement og sin kæmpe indsats for at
etablere e-sport i fritids- og ungdomsklubben ”Trillingeklubberne”
skabt en helt fantastisk begejstring, vedholdenhed og udvikling blandt
vores medlemmer. I område med mange udsatte børn og unge har han
formået at skabe et helt unikt fællesskab på tværs af alder,
etnicitet, øvrige interesser og social baggrund. Således har han
skabt et rum hvor 6. klasser og 1.g’er hænger ud sammen og
gensidigt får noget ud af det. Han har fået vores computerbørn til
at spille sammen som et hold i stedet for ved siden af hinanden. Unge
der før gik hjem og isolerede sig på deres værelse efter skole har
meldt sig ind i klubben kun for at være med på Sunes e-sporthold og
er blevet en del af fællesskabet. Sune har sat særlig tid af til en
gruppe utryghedsskabende drenge, der hurtigt kunne vælge den forkerte
vej i livet, og har med e-sporten givet dem et fælles tredje, hvor de
kan udvikle deres fællesskab/venskab i en konstruktiv retning. – og
de møder op til hver træning. Sunes e-sporthold bryder med tendensen
til etniske grupperinger, hvilket smitter af på resten af klubben.
Han lægger gerne ekstra frivillige timer i vores e-sport medlemmer og
er manges yndlingspædagog, for som medlemmerne siger, så er han ud
over e-sporten ”sjov og god at tale med.” Erfaringen siger at
udsatte unge, som formår at bryde deres udsatte situation i
voksenlivet kan se tilbage og nævne en specifik troværdig voksen der
gjorde en afgørende forskel for dem og deres vej i livet. Vi er sikre
på at flere af vores nuværende medlemmer om 10 år vil nævne Sune
som den voksen der gjorde en skelsættende forskel for dem. Derfor
indstiller vi Sune til Benny Andersen Prisen 2018

Kollegaer/pædagoger Hizir Tarhan og Jannie Thomsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *